Ilulissat Fisker hiver gammelt lig i land

En fisker i Ilulissat har kontaktet politiet, efter at han har trukket et lig i land. Det oplyser politiet til KNR.
Rigspolitiet
Foto © : Rigspolitiet
Skrevet af Mads Pedersen
09. juni 2017 07:15

En fisker i Ilulissat fik formentlig et chok onsdag, da han fiskede et lig op, som han fangede med sin langline. Liget er nu overdraget til politiet, der undersøger identiteten, oplyser operativ leder ved politiet i Ilulissat, Sebastian Bech

- Der er ikke noget der tyder på, at der ligger en kriminel handling bag. Vi efterforsker pågældendes identitet, siger Sebastian Bech.

Det har endnu ikke været muligt endegyldigt at fastslå, om der er tale om en mand eller en kvinde på grund af ligets tilstand.

- Men vi formoder, at det er en mand, siger den operative leder. 

Ifølge Sebastian Bech har folk, hvis venner og bekendte der er ude at fiske, ingen grund til at være bekymrede. 

- Det her er altså noget af ældre dato, siger Sebastian Bech, der vurderer, at liget har ligget i vandet i mere end et år. 

Politiet undersøger blandt andet, om der har været personer meldt savnet, som ikke er dukket op.