Fire guldmedaljer på en dag

Grønlandske deltagere ved Arctic Winter Games havde en god medaljehøst tirsdag.
Skrevet af Noah Mølgaard
07. marts 2012 09:34

Grønlandske sportsfolk vandt ikke færre end fire guldmedaljer, da konkurrencerne fortsatte tirsdag.

Minik Møller Platou vandt i herreseniorernes stickpull i Dene Games. Et 25 centimeter langt stykke træ, der bliver tyndere mod begge ender bliver smurt i sæbe. Den der trækker den ud af modstanderens hånd vinder.

- Jeg kunne mærke at min finale modstander blev træt, så jeg koncentrede mig om at holde godt fast, fortæller Minik Platou til KNR.

Taatsiaq Gabrielsen vandt bronze i juniorernes stick pull.

Tonny Fisker fra Ilulissat har nu vundet to guld på to dage. Der var konkurrencer i headpull tirsdag, hvor Tonny Fisker vandt, mens Aqqaluk Petersen vandt bronze.

Skiløberne vandt også guld. Nuunu Chemnitz vandt i slalom, og snowboarderen Søren Andersen vandt guld i banked slalom.

Der var finaler i holdturneringen i bordtennis, hvor Grønland vandt fire sæt sølvmedaljer. Yamal vandt guld i alle rækker.

Der var sprint i langrend, hvor Aka Olsen vandt bronze.