Finn til KNAPK: Jeg er ingen nikkedukke

Departementet for fiskeri, fangst og landbrug styres af udenlandske embedsmænd. Sådan lød anklagen fra KNAPK, som dog ikke har ført bevis for sin påstand.
Skrevet af Nauja Møller
21. november 2014 18:43

Hos departementet peger man på, at det er Naalakkersuisut, der fordeler kvoter. Og naalakkersuisoq Finn Karlsen bryder sig ikke om at blive anklaget for at være en nikkedukke. Lige nu overvejer departementet, at politianmelde KNAPK. Det kan de bare gøre, siger formanden for KNAPK.

 

37 grønlanske ansøgere ville gerne have en bid af makrelkvoten, kun 12 fik en kvote. Afslagene har fået KNAPK til at anklage færøske og islandske embedsmænd i departementet for at misbruge deres position og tildele kvoter til deres landsmænd.

 

KNAPK har selv lavet nogle beregninger af makrelkvotetildelingen, men Finn Karlsen har kun hovedrysten til overs for anklagerne.

 

- Der er ikke noget fakta i det, siger fungerende naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Finn Karlsen, som skyder påstanden ned om, at udenlandske embedsmænd har manipuleret ham til at give deres landsmænd særbehandling.

 

Departementet for fiskeri og fangst mener, at påstanden er krænkende og overvejer at politianmelde KNAPK for deres udtalelse, fastslog Depardementchef Jørgen Isak Olsen  i en pressemeddelelse.

 

KNAPK tager truslen med ro.

 

- Det med anmeldelse er ikke overraskende. Det vil indebære, at det rigtig bliver gravet frem. Det er ok, og de er velkommen til at gøre det, siger formand for fisker- og fangerorganisationen KNAPK Henrik Sandgreen til KNR.

 

Naalakkersuisoq understreger, at det ikke er ansatte som tildeler makrelkvoter, men alene Naalakkersuisut.

 

- Medarbejderne befaler ikke eller tvinger ikke Naalakkersuisut til beslutninger, men der rådgives udfra lovgivningen og ingen har overtrådt lovgivningen, siger Finn Karlsen.

 

Henrik Sandgreen mener derimod, at Finn Karlsen bliver styret af embedsværket.

 

- Jeg går stærk udfra at Naalakkersuisut beslutter udfra, hvad embedsmændende fremkommer med. Vores udmelding bunder i kendskabet til forvaltningen, men den er vi nok uenige i, siger Henrik Sandgreen.