Finansudvalg savner at se servicekontrakterne

Aftalerne om de kommende års servicekontrakter til passagertrafikken burde ligge klar nu, mener såvel Siumut som Inuit Ataqatigiit.
Det fremgår af finansloven for 2016, at der er afsat 121,4 millioner kroner hvert år de næste fem år til servicekontrakter om offentlig flytrafik og skibssejlads. Det afsatte årlige beløb er cirka 25 millioner kroner færre end i år. Foto © : KNR
20. juli 2016 10:02

Inden kontrakterne om de kommende fire-fem års servicekontrakter på passagerområdet bliver underskrevet, skal de i høring i Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg.

Det fremgår af bemærkningerne til finansloven for 2016 om tilskud til passagerbefordring.

Læs også Servicekontrakter lader vente på sig

Og det begynder at haste med at se et udkast til kontrakterne, siger udvalgets formand Jens Immanuelsen fra Siumut.

- Naalakkersuisut har i forbindelse med pressemødet sidste år lovet, at servicekontrakterne skal være færdige i løbet af det første halve år. Det er ikke sket endnu, og jeg kan forstå selskaberne, hvis de er trætte af at vente på udfaldet, siger Jens Immanuelsen til KNR.

Hos Inuit Ataqatigiit er tålmodigheden også ved at være opbrugt:


- Vi er ved at være trætte af at vente, ligesom mange andre.

- Og vi synes, det ville være rart, hvis tingene var på plads i god tid, siger Sara Olsvig, der er medlem af Finansudvalget.

Hun efterlyser et svar og påpeger ligesom Jens Immanuelsen, at jo længere tid, der går, inden kontrakterne ligger færdige, jo sværere bliver det for de berørte kunder og selskaber at planlægge sine rejser.

- Vi har rykket for at få svar omkring de her servicekontrakter, senest i sidste måned, fordi vi jo kan se at man de seneste år har været meget sent ude med de endelige kontrakter, påpeger Sara Olsvig.

Ifølge Radioavisens oplysninger skulle aftaleudkastet være lige på trapperne, men det ligger i øjeblikket hos Naalakkersuisut til "politisk forhandling", som det hedder.

Læs også Aluu Airlines har budt ind på alle servicekontrakter

Hos embedsmændene i Selvstyret holder man kortene tæt til kroppen med hvilke trafikløsninger Naalakkersuisut har tænkt sig.

Det fremgår af finansloven for 2016, at der er afsat 121,4 millioner kroner hvert år de næste fem år til servicekontrakter om offentlig flytrafik og skibssejlads. Samlet er beløbsrammen på 614,5 millioner kroner.

Det afsatte årlige beløb er cirka 25 millioner kroner færre end i år.

Der skal dermed spares og i nogle områder må borgerne efter al sandsynlighed belave sig på en anderledes servicering på trafikområdet, end de har været vant til.

Læs også Naalakkersuisut afviser kritik fra Transparency

Både i 2014 og 2015 måtte Selvstyret forlænge de eksisterende servicekontrakter, dels på grund af valget i 2014, dels på grund af uenighed om hvilke operatører, der skulle indgås kontrakter med.