Finanslov falder på plads

I eftermiddag forventes næste års finanslov at blive vedtaget i Inatsisartut.
Skrevet af Mads Ullerup
15. november 2012 10:45

En finanslov som næstformanden for Finans- og Skatteudvalget Olga P. Berthelsen fra IA er rigtig godt tilfreds med og som ifølge hende kun har budt på få hårde bump på vejen.

- Koalitionen har virkelig været inde og sætte et fingeraftryk på finansloven for 2013, siger Olga P. Berthelsen, der mener, at det største bump på vejen i forhold til næste års finanslov har været en nedsættelse af skatten på arbejde med en enkelt procent.

- Den her nedsættelse på en procent er det eneste store punkt som oppositionen er imod, fortæller hun.

På trods af at Olga P. Berthelsen kun ser få egentlige stridspunkter i forhold til næste års finanslov, så er de til gengæld så vigtige, at oppositionspartiet Siumut vælger at stemme nej til hele finansloven.

- Jeg synes, at vi har opnået en del ting, men ikke nok til at vi kan godkende en skatteomlægning, der slet ikke hjælper dem, der har allermest brug for det, siger Siumuts medlem af Finans- og Skatteudvalget, Per Berthelsen.

På trods af Siumuts samlede nej til næste års finanslov, så har oppositionspartiet alligevel formået at sætte deres fingeraftryk, mener Per Berthelsen.

- Jeg mener, at oppositionen har opnået gode ting. Vi har sikret en spredning af anlægsmidlerne, der bliver afsat flere midler til bekæmpelse af arbejdsløshed. Det synes jeg er nogle resultater, som Siumut kan være stolte af. Derudover har vi sikret os, at der sker renoveringer af tre skoler i tre forskellige byer, som i den grad trængte til at komme i orden, forklarer Siumuts medlem af Finans- og Skatteudvalget, Per Berthelsen.