Filippinsk præsident spørger: Er narkomaner mennesker?

Da Rodrigo Duterte blev indsat som Filippinernes præsident i maj, indledte han en nådesløs kamp mod narkosælgere, narkomaner og andre formodede lovovertrædere, som hidtil har kostet omkring 1800 mennesker livet.
Skrevet af Ritzau
28. august 2016 15:38

Det har resulteret i voldsom kritik fra flere organisationer, der beskylder ham for at krænke menneskerettighederne og begå forbrydelser mod menneskeheden.

Søndag forsvarer præsidenten sin blodige politik ved at antyde, at narkomaner ikke er mennesker.

- Forbrydelser mod menneskeheden? Først og fremmest vil jeg spørge ligeud: Er de mennesker?, siger Duterte i en tale under et besøg i en militærlejr.

- Man kan ikke føre krig uden at dræbe, siger præsidenten og tilføjer, at mange narkomaner ikke kan afvænnes.

En række fremtrædende repræsentanter for FN, herunder generalsekretær Ban Ki-moon, har udtrykt dyb bekymring over Dutertes metoder.

Dutertes direktiver giver ordensmagten tilladelse til at skyde og dræbe formodede kriminelle. En FN-udsending sagde tidligere på måneden, at de "udgør en opfordring til vold og drab, som er en forbrydelse ifølge folkeretten".

Filippinernes nye præsident har affejet kritikken og truet med at trække Filippinerne ud af FN. Hans administration har siden forsøgt at udglatte truslen.

/ritzau/AFP