Fem grønlandske patienter har fået ordineret cannabis

Fem patienter i Grønland har fået recept for medicinsk cannabis, siden midlet blev tilladt i marts. Erfaringerne har været positive, fortæller cheflæge ved Det grønlandske Sundhedsvæsen, Assia Brandrup-Lukanow.
Foto © : Lægemiddelstyrelsen
Skrevet af Ivik Kristiansen
22. november 2017 08:01

- Indtil videre har vi haft gode erfaringer, siger Assia Brandrup-Lukanow.

Det drejer sig om medicinsk cannabis, hvor fem alvorligt syge kræftpatienter indtil videre er blevet ordineret cannabispræparater, siden det blev tilladt til medicinsk brug tidligere på året.

LÆS OGSÅ Selvstyret giver tilladelse til medicinsk cannabis

Cheflægen oplyser, at midlet kun bliver givet efter en konkret vurdering af hver enkel patient. Medicinsk cannabis er indtil videre blevet ordineret til svært syge kræftpatienter.

Foretrækker andet medicin

Assia Brandrup-Lukanow fortæller, at medicinsk cannabis stadig er et mindre kendt område, og lægerne forsøger sig derfor først med mere kendte medicintyper.

- Cannabispræparater er relativt nye på markedet, og der er ikke så mange erfaringer indtil nu. Så derfor fortrækker vi at arbejde med medicin og behandling, som vi kender, i første omgang, siger Assia Brandrup-Lukanow.

Assia Brandrup-Lukanow oplyser, at behandlingen med cannabispræparater er en støttende behandling. Det lindrer smerter og kvalme eksempelvis i forbindelse med kemoterapi eller smertebehandling med morfin.

Bivirkningerne ved brug af medicinsk cannabis kan, blandt andet, være koncentrationsbesvær, nedsat reaktionstid, søvnløshed og hjertebanken.

Ifølge Assia Brandrup-Lukanow oplever de fleste patienter ikke nogen alvorlige bivirkninger, mens de bivirkninger, der er, bliver færre efter længere tids brug af midlet.

Cheflægen understreger dog, at man ikke kan konkludere noget allerede nu efter behandling af kun fem patienter.

Kan blive givet til behandling af andre sygdomme

Cheflægen tilføjer, at hun sagtens kan forestille sig, at andre patienter end kræftsyge kan få recept på medicinsk cannabis.

Til spørgsmålet om, hvorvidt cannabis også kan bruges til behandling af andre sygdomme, som for eksempel sklerose, i fremtiden svarer cheflægen, at hun sagtens kan forestille sig, at andre patienter end kræftsyge kan få recept på medicinsk cannabis.

Men det kræver, at der foreligger en speciallægevurdering, ordinering og godkendelse fra Lægemiddelkomiteen, der afgør, hvilken medicin lægerne i sundhedsvæsnet må ordinere.

- Så der vil være drøftelser mellem speciallægerne om man synes, at det er indikeret, om der er en grund til at vælge cannabispræparater. Og så bliver det vurderet i lægemiddelkomitéen, om det er noget de siger ja til, siger cheflæge Assia Brandrup-Lukanow.

Hun oplyser, at Lægemiddelkomitéen løbende vurderer de cannabispræparater, man ordinerer til patienter.