Qulaarpaa Fem døgn, der rystede Grønland

Ved fyraften lignede fredag den 26. september stadig en helt almindelig dag; men bag ved kulisserne trak de mørke skyer sig allerede sammen over Aleqa Hammonds hoved. Sent fredag aften brød en af landets værste politiske kriser så ud i lys lue.
08. oktober 2014 13:00

Fredag, kl. 22.08:  Inatsisartuts revisionsudvalg udsender den pressemeddelelse, som får hele sagen til at eksplodere. Det kommer frem, at formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond har brugt 106.363,27 kroner til private formål. Gælden er opbygget over halvandet år og er først blevet betalt tilbage efter, at hun har modtaget fem rykkere.

Tidligere formand for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist har en gæld på 25.000 kroner. Den er på det tidspunkt ikke betalt tilbage. Revisionsudvalget har bedt revisionsfirmaet Deloitte om at kulegrave de øvrige Naalakkersuisutområder samt gå længere tilbage i tiden.

Lørdag, kl. 18.30:  Aleqa Hammond afholder et pressemøde. Hun forklarer, at hun tager ansvar for det skete. Samtidig afviser hun at trække sig som formand eller udskrive nyvalg. Hun vil ikke drage konsekvenser, men vil afvente, at revisionsudvalget afslutter sin nye undersøgelse.

Søndag: Hektisk aktivitet bag kulisserne. Naalakkersuisut arbejder på at sikre opbakning fra Siumuts og Atassuts grupper i Inatsisartut.

Mandag: Kritikken tiltager i styrke og kravet om nyvalg bliver stadig mere højlydt. Kuupik Kleist meddeler, at han trækker sig som medlem af Inartsisartut som reaktion på afsløringen af, at han har misbrugt offentlige midler til private formål. Hans skridt øger presset på Aleqa Hammond.

Aleqa Hammond meddeler, at hun vil søge om orlov fra posten som formand for Naalakkersuisut ind til revisionsudvalget er kommet med sin betænkning.

Tirsdag: Inartsisartut åbner sin efterårssamling. Under processionen fra kirken til Inatsiartut bliver politikerne mødt af højlydte protester. Demonstranterne kræver nyvalg og stemningen er uforsonlig.

Partii Naleraq stiller et mistillidsvotum til formanden for Naalakkersuisut. Aleqa Hammond overlever afstemningen med 15 stemmer mod 14.

Samme flertal godkender Aleqa Hammonds orlov. Kim Kielsen bliver udnævnt til midlertidig formand for Naalakkersuisut.

Atassuts nyvalgte formand Knud Kristiansen fastslår i Qanorooq, at partiet fortsat støtter koalitionen.

Onsdag: Jens-Erik Kirkegaard (S) og Nick Nielsen (S) træder tilbage som Naalakkersuisoq. Atassut trækker sig fra koalitionen.

Aleqa Hammond træder tilbage som formand for Siumut.

Dagen ender med, at der bliver udskrevet valg.

En mere detaljeret gennemgang af den dramatiske 1. oktober kan du finde her:

Læs også Time for time: Dagen da Naalakkersuisut brød sammen

 

KNR TV sender torsdag aften debatprogrammet Qulaarpaa, hvor vi spørger politikerne, hvordan vi er havnet i dette politiske stormvejr. Qulaarpaa bliver sendt direkte kl 19.30 på grønlandsk og 20.30 på dansk.