Farvel og goddag i Visit Greenland

Aleqa Hammond satte i dag sit fingeraftryk på bestyrelsen i Visit Greenland, hvor tre medlemmer røg ud, mens to fik lov at blive siddende.
25. juni 2014 03:35

Store udskiftninger i bestyrelserne hos de selvstyreejede selskaber har været normen dette forår.

Sådan gik det også, da Visit Greenland i dag holdt sin generalforsamling. Tre ud af fem blev fyret. Det gælder formand Karin Kleist Egede, næstformand Anette Grønkjær Lings samt Ole Andersen. Alle har de siddet siden 2012.

Ind kommer Karin Elisabet Sinclair Strøm, Sakiko Daorana og Johanne Margrethe Bech.

Herudover blev der genvalg til Salik Hard og Kenneth Høegh.  Ny formand for bestyrelsen i Visit Greenland er Kenneth Høegh.

Der var ellers store roser på Visit Greenlands generalforsamling, hvor der særligt blev lagt vægt på den store udvikling organisationen har været gennem siden Visit Greenland blev etableret i 2012.

Ejeren var dog ikke i tvivl om, at det rigtige var at skifte ud.   
 
- Jeg tror det er meget vigtigt fra Naalakkersuisuts side at påpege, at Grønland rummer mange mennesker. Der er mange rigtigt dygtige mennesker, som har fagligheden i orden til at kunne være med til at sikre en stærk Visit Greenland-bestyrelse, siger Aleqa Hammond.

Formanden for Naalakkersuisut og dermed ejer af Visit Greenland peger på, at hun håber den nye bestyrelse kan være med til at sikre Grønlands image ude i verden.

- Jeg tror også, den nye bestyrelsesformand har den kvalitet, der skal til for at være meget internationalt minded, og samtidigt er det en bestyrelse, som sprogmæssigt er højt kvalificeret. Vi synes, det er sundt, at vi har en bestyrelse, der har kræfter til de næstkommende års udfordringer, siger hun.

Den nye formand Kenneth Høegh har selv siddet i bestyrelsen siden 2013, og han mener ikke der skal laves om på det arbejde, der foregår i Visit Greenland.

- Jeg synes, at både bestyrelsen, og i særdeleshed vores meget kompetente formand, som vi siger farvel til nu, og direktionen har lavet et så flot et stykke arbejde, som der ikke er nogen grund til at skrinlægge på nogen måde, siger Kenneth Høegh.