Farlige stoffer i legetøj

04. februar 2005 15:32

Miljøstyrelsen har i dag udsendt en advarsel om to stykker legetøj af mærket Lamaze, der indeholder farlige stoffer.

Radioavisen fandt i formiddags det ene af de to produkter i Butik Nuunu i Nuuk.

Indehaver af Butik Nuunu, Mette Thorndahl blev selv opmærksom på problemet i dag og har fjernet musikhunden fra butikken. Hun opfordrer kunder, der allerede har købt musikhunden om at komme retur med den til butikken.

Musikhunden, som Mette Thorndahl har haft på hylden i sin forretning, indeholder de såkaldte phtalater, der i dyreforsøg bl.a. har forårsaget skader på fostre og på forplantningsevnen.

I Danmark har phtalater været forbudt i legetøj til børn under tre år siden 1999.

Herhjemme er man også opmærksom på de farlige stoffer, og der er en lovgivning på vej på området.

Jurist Troels Linderoth Lolck fra Forbrugernævnet mener, at butikker, der har forhandlet de to omtalte produkter, bør tage dem ned fra hylderne. Importøren af de to stykker legetøj har nu valgt at trække dem tilbage fra markedet.