KNAPK Fangerne bør kunne bruge Pituffik som nødhavn

Borgere fra Qaanaaq bør have lov til at bruge Pituffik som opholdssted, når de er på fangst, kræver fisker- og fangerorganisationen KNAPK.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
10. juli 2017 06:52

I et åbent brev til Naalakkersuisut skriver KNAPK at de nuværende forhold er uacceptable.

Hvis en fanger i dag skal gøre ophold på Pituffik, skal han først informere Base Commander, han må ikke lægge for anker og må ikke uledsaget handle ind i butikken.

KNAPK henviser til at vejrforholdene er blevet mere ustabile og at det derfor er nødvendigt at kunne bruge Pituffik som nødhavn for fangerne.

Organisationen ønsker at der bliver fundet en løsning på problemet og at løsningen bliver skrevet ind i en fremtidig aftale mellem Grønland, Danmark og USA.