Fanger: Mange hunde dør af misrøgt

28. januar 2005 12:31

Fanger Ole Eliassen fra bygden Kullorsuaq i Upernavik Kommune er enig i den kritik, som dyrlæge Marit Holm fra Ilulissat rejser i dagens udgave af Sermitsiaq.

Dyrlægen anklager fangerne for at være alt for dårlige til at passe slædehunde.

- Dyrplageri er udbredt. Der skal en holdningsændring til, før slædehundene får det bedre, siger Marit Holm til avisen.

Og Ole Eliassen kan genkende problemet:

- Her i Kullorsuaq ser vi også misrøgtede hunde, især om sommeren. Nogle hunde er døden nær af sult og tørst, og nogle dør simpelthen af det. Det er heller ikke noget særsyn at se hunde æde deres døde artsfæller, siger fangeren.

I Kullorsuaq er der mellem 400 og 500 slædehunde, og det er ikke meget galt at sige at mellem 10 og 20 hunde hver sommer dør som følge af misrøgt, vurderer Ole Eliassen.