Familien samles til jul trods uvis hjemrejse

Kunder er frustrerede over, at den manglende servicekontrakt for luft- og skibstrafik forhindrer Air Greenland i at sælge billetter til efter nytår.
Foto © : Branding Greenland
29. oktober 2015 14:16

John Pedersen er en af dem, som gerne vil have sin datter hjem til jul fra Ilulissat til Qasigiannguit, men spørgsmålet er, om hun kan komme tilbage på skolebænken den 4. januar.

- Vi er desværre nødt til at købe billet til vores datter, så hun kan komme til Qasigiannguit den 17. december. Derefter ved vi ikke, om hun kan komme retur i januar og fortsætter sin skole, og det er meget afgørende hun kommer afsted i januar, men vi ved ikke, hvad der sker, siger John Pedersen til KNR.

Læs også Uafklaret servicekontrakt giver travlhed

Personalechef for Air Greenland Mads B. Christensen siger, at forhandlingerne er stadig i gang.

- Vi konstaterer, at processen har trukket ud i år. Men forhandlingerne foregår i en god tone og vi håber, at det bliver afsluttet så hurtigt som muligt, siger Mads B. Christensen.

Med servicekontrakten sikrer Nalakkersuisut, at borgerne i de tyndtbefolkede områder har mulighed for at rejse. Selvstyret betaler dermed selskaber for at beflyve områder, der ellers ikke ville blive befløjet, fordi det ikke kan betale sig.

Læs også Du risikerer at strande i yderdistrikterne efter jul

Men da forhandlingerne endnu ikke er afsluttede, kan Air Greenland ikke fastlægge billetprisen efter nytår.

- Konsekvensen for selskabet er, at vi ikke kan sætte nogen billetter til salg, når vi ikke har en aftale dermed ikke ved, hvordan kontrakten ser ud, siger Mads B. Christensen.

Og John Pedersen må stadig vente med at købe en returbillet til sin datter.

- Det er jo ikke kun os, der er ramt. Alle er jo ramt, siger John Pedersen.

Naalakkersuisoq for infrastruktur, Knud Kristiansen, vil ikke udtale sig til pressen, før servicekontrakten er underskrevet, men lover dog, at den snarest er klar.