Fakkel-fiasko for Rigsfællesskabet

Torsdag var der arrangeret et fakkeloptog i København til støtte for rigsfællesskabet.
14. januar 2017 13:49

Arrangementet blev ikke nogen succes, hvis man kigger på antallet af deltagere, men arrangør Jairus Lyberth var alligevel tilfreds, skriver Sermitsiaq.ag.

- Vi var ikke så mange, men jeg vil ikke kalde det en fiasko. Det vigtigste var at få budskabet ud, siger Jairus Lyberth til netavisen.

I forbindelse med optoget blev der holdt flere taler for bevarelsen af Rigsfællesskabet.

Blandt talerne var chefen for forsvarsakademiet, Niels Wang, der deltog i demonstrationen i fuld uniform, medlem af Folketinget for Det konservative Folkeparti, Rasmus Jarlov og tidligere formand for Foreningen Rigsfællesskabet Nauja Lynge.

Den konservative Rasmus Jarlov sagde blandt andet, at han personligt ville blive rigtig ked af det, hvis Grønland meldte sig ud af Rigsfællesskabet:

- For mig ville det være som at blive smidt ud af mit eget land, hvis vi skulle splittes op. Det ville være som at miste min højre arm, sagde Rasmus Jarlov ifølge Sermitsiaq.ag.