Fabriksarbejdere sendes hjem på stribe

Fiskere og fabriksarbejdere sendes hjem i stort antal, da kvoten på hellefisk i Diskobugten og Uummannaq er fisket op. Og for de flestes vedkommende, vil der ikke være arbejde resten af året, melder fiskeindustrien.
Skrevet af Oline I. Olsen
28. oktober 2011 14:06

Økonomiudvalget i Qaasuitsup Kommunia har nedsat en arbejdsgruppe, som skal se på muligheder for fiskeriet og de hjemsendte fabriksarbejdere.

- Det er bekymrende og en utryg situation vi står i, lyder det fra borgmester Jess Svane i Qaasuitsup Kommunia.

I Diskobugten har fiskerne valgt at gemme 200 tons til december måned, men man regner med at de vil blive fisket op i løbet af blot et par dage, derefter vil alt stå stille.

Fiskere og fabriksarbejdere vil stå uden arbejde, og lige nu er mindst 161 fabriksarbejdere i Uummannaq og Diskobugten sendt hjem, viser en rundringning til Royal Greenland, Halibut Greenland og Qeqertaq Fish. Og det vil kradse i kommunekassen.

- Ud fra tal vi har, med hjemsendte fabriksarbejdere, og uden at medregne fiskere, som eventuelt vil kunne henvende sig som jobsøgende, så regner vi med et merforbrug på 9 millioner kroner. Vi skal i økonomiudvalget diskutere, hvordan det kan gøres, og det skal i sidste ende fremlægges i kommunalbestyrelse, som skal godkende det, sagde borgmester Jess Svane inden mødet.

En arbejdsgruppe bestående af borgmesteren og embedsmænd blev under økonomiudvalgets møde nedsat, og de har nu til opgave at finde forslag til løsninger for fiskere og fabriksarbejdere. Blandt andet at få tilbageført kvoter, som tidligere er skåret ned.

- I forvaltningsområdet Uummannaq blev kvartalskvoten på 1000 tons nedsat med 350 tons, så kvoter, der skulle række i tre måneder blev hurtigt opfisket. I forhold til forvaltningsområdet Disko, så blev sidste års kvote på 8800 tons nedsat til 8000 tons for i år. Arbejdsgruppen skal prøve på at få de kvoter tilbage, siger Borgmester Jess Svane.

Ifølge Borgmesteren vil man desuden samarbejde med Selvstyret for at kunne sende de hjemsendte fabriksansatte på kurser den kommende tid, hvor de står uden arbejde.