Første sprænging til ny anstalt i august

Om præcis en måned lyder det første brag fra sprængningen af fjeld til byggeriet af den kommende anstalt ved Nuuk. Det oplyser Kriminalforsorgen i Grønland.
Foto © : Kriminalforsorgen i Grønland
Skrevet af Inge S. Rasmussen
17. juli 2015 10:34

Anstalten vil som bekendt indeholde et lukket afsnit til såkaldte forvaringsdømte - det vil sige dømte på ubestemt tid.

Mandag den 17. august bliver dermed dagen der for alvor markerer, at grønlændere i fremtiden ikke længere kan blive dømt til forvaring på ubestemt tid i Danmark.

LÆS OGSÅ Grønlands første fængsel skal have 3 afdelinger

Det var tilbage i 2009 at Folketinget besluttede at bygge en ny anstalt i Grønland. Beslutningen kom efter årtiers diskussion om de forvaringsdømte grønlændere, som primært blev anbragt i Anstalten ved Herstedvester.

Det er Permagreen A/S der skal stå for hovedparten af byggeriet og HJ-Tek og Arssarnerit har fået opgaverne med VVS- og elinstallationerne.

Den første sprængning sker i overværelse af officielle repræsentanter fra Kriminalforsorgen i Danmark og Grønland, samt naalakkersuisoq for Justitsvæsen Mala Høy Kuko samt borgmester for Kommuneqarfik Sermersooq Asii Chemnitz Narup.

LÆS OGSÅ Underskriftsindsamling: Flyt anstalten

LÆS OGSÅ Indsigelser tages alvorligt inden anstalt placeres