Færre laks i år

Årets kvote på 32 tons er 13 tons mindre end sidste år.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
28. juli 2016 08:30

Laksefiskeriet begynder i år den 15. august og slutter den 31. oktober, har Naalakkersuisut besluttet.

Årets kvote er sat til 32 tons. Det er 13 tons mindre end sidste år og skyldes overfiskeri på netop 13 tons, fortæller Selvstyret i en meddelelse til pressen.

Den årlige laksekvote er ellers fastsat til 45 tons, gennem en tre-årig aftale for perioden 2015-2017 mellem Grønland og den nordatlantiske lakse-beskyttelse organisation NASCO. 

Hvis de 32 tons er opfisket før den 31. oktober slutter fiskeriet med øjeblikkelig virkning og det bliver gjort officielt - også i pressemeddelelse.

Selvstyret minder om at erhvervsfiskere skal have en licens for at kunne fiske laksen. 

Fangsten må ikke indhandles i indhandlingsstederne men kan derimod sælges på følgende steder, brædtet, restaurationer, hoteller eller institutioner.

Fritidsfiskerne må kun fiske til eget forbrug. Både erhvervsfiskere og fritidsfiskere skal rapportere deres fangster på et skema. 

Skemaet kan hentes i businessingreenland.gl under kystnærfiskeri eller ved at henvende sig hos Grønlands Fiskeri Licens kontrol GFLK.

Rapportering sker hver gang erhvervsfiskeren har solgt sin fangst og hver gang fritidsfiskeren har røgtet sit garn.