Nye tal: Færre end 2000 arbejdsløse

Det går fortsat den rette vej for arbejdsløsheden her i landet.
Antallet af arbejdsløse går en vej - nedad
Skrevet af Thomas Munk Veirum
17. oktober 2017 11:27

I september måned blev 1.987 personer i alt registreret som arbejdssøgende, og det er et fald på 216 personer i forhold til samme måned i 2016. Det viser nye tal fra Grønlands Statistik.

Af de 1987 arbejdssøgende er de 1134 personer registreret som såkaldt jobklar - det vil sige, at de arbejdssøgende er klar til at komme i job.

LÆS OGSÅ Enoksen klar til at stramme reglerne for arbejdsløse

Faldet i de arbejdssøgende er sket i byerne, hvorimod arbejdsløsheden i bygderne har været den samme.

Statistikken viser også, hvordan det er gået det seneste år, og her er der også sket et mindre fald i antallet af arbejdssøgende personer.

I alt 7.808 personer har været registeret arbejdssøgende i en eller flere måneder i løbet af perioden fra 4. kvartal 2016 til 3. kvartal 2017 mod 8.080 personer i samme periode året før, oplyser Grønlands Statistik.

LÆS OGSÅ Flere arbejdsløse i bygderne