Færøerne vil finde penge til oprydning af Færingehavn

Færøerne forsøger at finde penge til oprydningen af Færingehavnen syd for Nuuk. Det skriver Det Færøske Nyhedsbureau.
Foto © : Flickr Creative Commons
Skrevet af Jonas Fievé
13. december 2016 07:23

Det færøske landsstyre har fremsat et ændringsforslag til den færøske finanslov på 350.000 kroner, som skal gå til en forundersøgelse af oprydningen af Færingehavnen.

Færingehavnen er en nedlagt fiskerihavn, der blev forladt i begyndelsen af 1990'erne og siden 2007 har der været en aftale om, at Færøerne skal rydde op i den forladte havn.

I et svar fra sidste uge fra lagmand Aksel V. Johannesen til lagtingsmedlemmet Kári P.Højgaard skriver lagmanden, at landsstyret også har forsøgt at få private til at finansiere forundersøgelsen, men det har ikke lykkedes endnu.

LÆS OGSÅ Danmark planlægger oprydning af Grønnedal næste år

Det er planen at forundersøgelsen skal laves i samarbejde med Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og Naalakkersuisut.

Ifølge Det færøske nyhedsbureau, skriver Aksel V. Johannesen, at forundersøgelsen efter planen skal begynde næste år, hvis lagtinget bevilger pengene.

Tilbage i marts skrev avisen AG, at lagmand Aksel V. Johannesen gjorde det klart overfor Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen, at Færøerne har til hensigt at leve op til deres aftale om at rydde op.

- Færinger har nydt godt af grønlandske ressourcer og gæstfrihed, mens de var i Grønland. Derfor kan man sige, at bygningerne ligger som en skamplet for os færinger, fordi vi ikke har ryddet op efter os. Det mener jeg, at vi skylder grønlænderne, sagde Aksel V. Johannesen dengang til færøske medier.