Folketingsvalg 2015 Færøerne vælter sig i folketingskandidater

Der er stor lyst til at få en plads i Folketinget fra Færøerne. Mens der fra Grønland er 17 kandidater, der duellerer om vores to pladser i tinget, stiller hele 64 færøske kandidater op til valget.
Foto © : Stig Nygaard/Flickr Creative Commons
Skrevet af Apollo Jeremiassen
09. juni 2015 14:18

Med knap 50.000 indbyggere har Færøerne syv partier, hvor Sambandspartiet med lagmand Kaj Leo Johannesen i spidsen er det største parti. Her stiller 14 kandidater op til valget for at prøve at genvinde mandatet fra folketingsvalget i 2011. Heriblandt lagmanden selv.

Der er 12 kandidater fra henholdsvis Folkeflokken, Republikanerne og det socialdemokratiske Javnadarflokken, hvor det nuværende medlem af folketinget, Sjudur Skaale er på valglisten.

Fra partiet Fremskridt stiller 6 op til valget, mens Centerpartiet og Selvstyrepartiet har 3 og 2 kandidater. 

Herudover er det lykkedes Zakarias Wang at samle 155 underskrifter, så han stiller op som løsgænger.

Ligesom Grønland har Færøerne to mandater i Folketinget, men der bliver altså mange flere om buddet dér.

På Færøerne vandt det liberale parti Sambandsflokken folketingsvalget i 2011 med 31 procent af stemmerne og fik den politiske veteran Edmund Joensen valgt. 
Det socialdemokratiske parti Javnadarflokken reddede sig en snæver andenplads med 21 procent af stemmerne og fik Sjurdur Skaale valgt.