Exelis Services tilfreds med forventet afgørelse

Hos firmaet Exelis Services A/S er man naturligvis glad for de amerikanske myndigheders afgørelse omkring Thule-kontrakten. Samtidig forstår det amerikanskejede, danske skuffeselskab ikke den kritik, der har været af firmaet.
Foto © : Paul Bast/Flickr Creative Commons
19. februar 2015 09:34

Exelis Services overtager al service på Thule-basen pr. 1. oktober i år, og det ser firmaet frem til, efter at de amerikanske myndigheder har afvist alle klager fra konkurrenterne, fortæller talsmand Kim Rubjerg.

- Vi er meget tilfredse med det. Jeg vil ikke sige, vi er overraskede. Vi har hele tiden ment, at det burde være helt klart - og er det så også. Og så vil jeg sige, at vi glæder os meget til at komme i gang i Grønland, siger han til KNR.

Læs også Amerikanske myndigheder blåstempler Thule-kontrakt

Det er Greenland Contractors, som er ejet af Selvstyret og af entreprenørfirmaet MT Højgaard, som sammen med Per Aarsleff og Copenhagen Arctic har klaget over, at Exelis Services i efteråret vandt udbuddet om servicekontrakten på Thule-basen.

Uforstående over for kritikken
Klagerne har især gået på, at Exelis ikke er et dansk firma, fordi det er ejet af det amerikanske firma Vetrus, som bl.a. sælger militært overvågningsudstyr. Men den klage har de amerikanske myndigheder underkendt. 

Og i det hele taget forstår Kim Rubjerg ikke kritikken af Exelis Services:

- Nej, det forstår jeg ganske simpelt ikke, for vi er jo et dansk firma. Et dansk aktieselskab er et dansk aktieselskab! Og det er fuldstændig uafhængigt af, hvem de ultimative ejere er. 

- Så ville der være mange, mange store danske virksomheder, for eksempel de danske spritfabrikker, som ikke ville være danske, hvis man skulle se på det på den måde. 

Læs også Juraprofessor: Thule er en tabersag

Klagen kom alt for sent
I afgørelsen fra det amerikanske ankeklagenævn lyder det, at øvrige firmaer langt tidligere i processen skulle have klaget, hvis de mener, at Exelis ikke lever op til reglerne for at være et dansk firma.

Noget, Kim Rubjerg er enig i.

- Så skulle de allerede på det tidspunkt have sagt til og ikke blot klage, når det viser sig, at de taber udbuddet. Der er ikke noget overraskende i, at Exelis er en dansk virksomhed. Det har været klart fra alle helt fra starten af, fastslår talsmanden.

Exelis har flere gange understreget, at det vil overtage samtlige medarbejdere, der i dag er ansat i servicejob på Thulebasen inden for gældende overenskomster, og at firmaet også vil tilbyde lærlingepladser. 
Talsmanden for Exelis Services, Kim Rubjerg, tør dog ikke garanterer, at der ikke kan ske fyringer på sigt.