Eurolande afventer græsk afstemning

Eurogruppen afventer resultatet af den græske folkeafstemning på søndag, inden gældskrisen vil blive drøftet yderligere. Det siger chefen for eurogruppen, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem.
Skrevet af Ritzau
02. juli 2015 13:50

- I lyset af den politiske situation, afvisningen af tidligere forslag, folkeafstemningen på søndag og den græske regerings anbefaling til at stemme nej, ser vi ikke nogen grund til videre forhandlinger på nuværende tidspunkt, siger finansministeren.

Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, erklærede sig sent tirsdag parat til at acceptere de fleste af de internationale kreditorers krav om reformer.

Det har ministrene i eurogruppen "noteret sig" på mødet, siger Hollands finansminister, ligesom de også har afvist at forlænge det græske låneprogram, der udløb natten til onsdag.