Et år med Selvstyre uden mærkbare forandringer

Virkningerne af selvstyrets indførelse vil først vise sig på længere sigt, lyder vurderingen fra tidligere redaktør Jørgen Fleischer.
Skrevet af Jens Thorin
22. juni 2010 12:27

Et år efter Selvstyrets indførelse kan vælgerne ikke se de helt store forskel fra tiden med hjemmestyre.

Et år er gået, siden Selvstyret blev indført. Men folk på gaden, KNR har talt med, har ikke umiddelbart kunnet mærke forskel fra tiden før. Det er fordi der er gået for kort tid, og Selvstyret har endnu ikke hjemtaget opgaver fra Staten, mener to iagttagere, sociolog Steven Arnfjord fra Ilisimatusarfik og den pensionerede redaktør på AG, Jørgen Fleischer.

- Det kommer på sigt, når vi hjemtager flere ting, og det kan ses i samfundet, at der er nogle forhold, vi er fuldstændig herre over. Det vil man først se på længere sigt. Derfor er der ikke så mange, der svarer helt sikkert på det spørgsmål helt konkret endnu, siger Steven Arnfjord.

Jørgen Fleischer mener heller ikke, man kan se forandringer i løbet af så kort tid, og især i en tid, hvor samfundet fattes penge:

- Det kan ikke lade sig gøre. Hvis vi skal overtage noget, som Selvstyreloven giver mulighed for, så skal vi bruge en hel masse penge, og de penge har vi ikke.

Men begge iagttagere er ikke i tvivl om, at Selvstyret på længere sigt vil betyde, at borgerne vil føle større ansvar.

- Den ansvarliggørelse af Grønland vil vi også se på individniveau på længere sigt. Folk vil sige "Nu er vi altså ikke længere en koloni stat. Vi er ikke længere fjernstyret fra Danmark. Vi begynder at tage endnu flere ansvarsområder fra Danmark", siger Steven Arnfjord.

- Samtidig med Selvstyret vil realismen blive indført i Grønland. Naalakkersuisut svæver ikke længere op i luften. Det lander på jorden med begge ben, siger Jørgen Fleischer.