Erstatning for ubeboelige kollegier

Der skal bygges 300 nye kollegieværelser i Nuuk. Flere kollegier er blevet lukket fordi de er ubeboelige.
Skrevet af Noah Mølgaard
08. november 2012 09:27

De gamle kollegier i Kujallerpaat i Nuuk skal erstattes med helt nye kollegier. De gamle bygninger fra 1960'erne er nedslidte og en hel blok er blevet lukket fordi den er ubeboelig.

Finansudvalget har godkendt en ansøgning fra Naalakkersuisut om at fremskynde kollegiebyggeriet i Kujallerpaat. Det var ellers planen, at projektet med kollegiebyggeriet skulle påbegyndes i 2013. Nu er det blevet fremrykket til, at arbejdet allerede bliver sat i gang i år.

- Naalakkersuisut ønsker at finde erstatning for kollegieboligerne ved at udvikle hele området og bygge op mod 300 nye kollegieboliger, skriver finansudvalget i deres mødereferat.

Nedslidte kollegier har været et stort problem i flere år.

- Vi måtte lukke en hel blok i Kujallerpaat og holder den fortsat lukket fordi den er ubeboelig, siger ledende kollegieinspektør i Nuuk Salome Lennert Petersen til KNR.gl.

- Vi har også været nødsaget til at lukke Rotary Kollegiet sidste år, fordi den også er blevet ubeboelig, fortsætter hun.

Centerkollegiet, der var en del af Blok P er også blevet lukket. Men en erstatning for de værelser bliver taget i brug i begyndelsen af det nye år tæt på Julemærkekollegiet.

Det daværende patienthotel i Hotel Nuuk bliver også omdannet til kolllegier og nogle værelser er allerede taget i brug. Men en øget indsats på uddannelsesområdet kræver at der bliver bygget flere og tidssvarende kollegieboliger.

- Vi kan mærke, at en del voksne nu tager uddannelse. En del har familie med og kræver derfor større kollegieværelser. Mange af vores kollegieværelser er enkeltværelser og er ikke længere tidssvarende. Nye kollegier vil derfor være en stor hjælp, siger Salome Lennert Petersen.

Naalakkersuisut har ikke oplyst overfor finansudvalget hvornår kollegiebyggeriet i Kujallerpaat vil stå klar til indflytning.