Erik Jensen vil lade RAL sejle videre

Naalakkersuisoq for infrastruktur, Erik Jensen, har fortsat tillid til Royal Arctic Line og vil ikke foretage sig noget i forhold til selskabets omfattende problemer.
Foto © : Camilla Dam/KNR
20. oktober 2017 15:19

Han vil istedet afvente at Royal Arctic Lines egne tiltag giver forbedringer, skriver Erik Jensen i en pressemeddelelse.

2017 er stadig Royal Arctic Lines rædselsår. Nye it-systemer har givet fejl i fragten og samtidig har påsejlinger og forsinkelser udfordret selskabet.

Og det blev ikke bedre, da KNIs direktør for en uge siden rettede en harmdirrende kritik af rederiet, hvor han fremhævede problemerne med at få vinterforsyninger til de mest isolerede bosteder.

LÆS OGSÅ KNI-direktør raser over RAL

Siden forsommeren og i juli, da problemerne toppede har Naalakkersuisut været tavse i forhold til problemerne hos det selvstyreejede rederi.

Men I en pressemeddelelse reagerer Erik Jensen nu og udtrykker tillid til Royal Arctic Line efter et møde med direktør Verner Hammeken.

-  Jeg har tillid til, at man fra Royal Arctic Lines side gør alt for at de iværksatte tiltag snarest medfører de tilsigtede forbedringer. Jeg og mit departement følger udviklingen nøje og forventer mærkbare forbedringer inden for kort tid, siger han.

Royal Arctic Line har inviteret KNI til et møde den 31. oktober 2017 for at sikre ro om vinterforsyningerne.