Dansk klimaminister har fokus på grønlandsk vandkraft

Meranvendelse af grøn energi var et af de store samtaleemner, da Danmarks energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt, var på besøg i Grønland i denne uge.
Skrevet af Sara K. Jakobsen
28. august 2015 14:40

Sammen med naalakkersuisoq for natur, miljø og justitsområdet, Mala Høy Kúko, besøgte de to energiministre Qorlortorsuaq vandkraftværk i går.

Spørgsmål om energi og klima var på de to energiministres dagsorden, skriver naalakkersuisoq for natur, miljø og justitsområdet i en pressemeddelelse.

- Energi og klima er de centrale emner, vi har drøftet under Lars Christian Lilleholts besøg i Grønland. Den danske minister har haft mulighed for at se, hvordan det store potentiale for vandkraft udnyttes her i landet, skriver naalakkersuisoq Mala Høy Kúko og fortsætter:

- og mulighederne for at fremme produktionen og anvendelsen af grøn energi yderligere er blevet drøftet, skriver den grønlandske energiminister.

De to ministre har også haft fokus på forandringerne af klimaet. Grønland og Danmark har mange fælles forskningsaktiviteter i Grønland, som er med til at give en bedre forståelse for, hvad der vil ske med klimaet i fremtiden.

I den anledning besøgte de også klimaforskningsstationen Nuuk Basic i Kobberfjorden, der er et eksempel på, hvordan Grønland og Danmark i samarbejde med hinanden, kan levere bidrag til forskningen i den globale opvarmning og dens konsekvenser for naturen og samfundet i Arktis.