Nykåret grønlandsmester i badminton: Endelig

Der blev fundet nye grønlandsmestre i herre- og damesingle hos seniorer, da GM i badminton sluttede lørdag.
Skrevet af Noah Mølgaard
31. marts 2024 07:33

Emilie Sørensen og Toke Ketwa-Driefer har vundet den mest prestigefyldte titel ved grønlandsmesterskaberne i badminton.

Det er titlen i single hos seniorer, hvor de begge vandt deres finaler i to sæt.

Emilie Sørensen mødte Tina Amassen Rafaelsen i finalen, som hun vandt sikkert med sætcifrene 21-11, 21-16. En sejr som hun glæder sig meget over:

- Endelig, lyder Emilie Sørensens umiddelbare kommentar til KNR.

- Jeg har de sidste to år virkelig kæmpet for at få den her titel, og det er mega fedt at kunne sige at man endelig har fået den, fortsætter hun.

Emilie Sørensen har også mødt Tina Amassen Rafaelsen flere gange i afgørende kampe ved grønlandsmesterskaberne, hvor de indtil i år ikke var lykkedes hende at vinde over hende.

- Det er ret vildt. Jeg tror at det ikke er gået helt op for mig før en time efter finalen, siger Emilie Sørensen, der nu læser i Danmark og spiller badminton i Viborg.

- Jeg føler mega meget glæde og stolt over mig selv at jeg kan tage den og føler at træningen giver gevinst når man endelig kan vinde, siger Emilie Sørensen.

Hun vandt også guld i mixdouble samme med Maluk Tiger Christoffersen og sølv i damedouble sammen Thrune Amassen Rafaelsen, hvor de tabte til Tina Amassen Rafaelsen og Cecilie Josefsen fra B-67.

Tronskifte

Der var også tronskifte hos herreseniorer, da den mangeårige grønlandsmester Jens-Frederik Nielsen fra B-67 fra Nuuk blev besejret af Toke Ketwa-Driefer, der læser i Danmark.

Finalen blev afgjort med samme cifre som damesenior finalen; 21-11, 21-16.

- Jeg er virkelig virkelig glad, og stolt over at jeg blev ved med at træne og kæmpe, siger Toke Ketwa-Driefer til KNR.

- Jeg har tabt flere gange til Jens-Frederik Nielsen flere gange tidligere og vinder endelig og vinder stort. Det er jeg virkelig virkelig glad for, siger Toke Ketwa-Driefer.

Der er tale om generationsskifte efter at Jens-Frederik Nielsen har domineret herresiden i badminton sammen med Frederik Elsner i mange år. Den nye titel som grønlandsmester skulle derfor lige tygges først.

- I starten, der troede jeg at jeg ikke helt forstod det. Det var svært at sætte ord på. Nu er jeg bare glad og træt, slutter Toke Ketwa-Driefer.

Han vandt også sølv i herredouble sammen med Sebastian Reimer Bendtsen, hvor de tabte til Maluk Christoffersen og Jens-Frederik Nielsen.

Du kan se samtlige resultater fra badminton GM her.