Ekstra mødedage i Inatsisartut

Inatsisartut besluttede her til aften at Efterårssamlingen 2012 udvides med 2 ekstra mødedage.
Skrevet af Karsten Sommer
22. november 2012 17:37

Det er Formandskabet for Inatsisartut, der på baggrund af en henvendelse fra Erhvervsudvalget indstillede til Inatsisartut at efterårssamlingen 2012 udvides med 2 ekstra mødedage, der vil finde sted torsdag den 6. og fredag den 7. december.

Efterårssamlingen 2012 var ellers sat til at slutte på tirsdag den 27. november.

Formålet med forlængelsen er at give Inatsisartuts Erhvervsudvalg den fornødne tid til at færdiggøre arbejdet med 2 store lovpakker. Det drejer sig om punkt 110, lovforslaget om storskalaprojekter og punkt 112, lovforslaget om en Råstoflov.

Det betyder at der på den ekstra mødedag torsdag den 6. december vil være en 2. behandling af punkt 110 og 112 og fredag den 7. december vil punkt 110 og punkt 112 blive 3. behandlet.

Det meddelte Formand for Inatsisartut Josef Motzfeldt altså i går aftes efter afslutningen på et lukket møde i Inatsisartut.