Ekspert: Det er Grønlands eget ansvar at tjene penge på ny Pituffik-kontrakt

Det grønlandskejede selskab Inuksuk har fået den nye servicekontrakt på Pituffik.
Grønlandsejede Inuksuk skal stå for al service på den amerikanske base frem til 2034. Foto © : Scanpix
19. december 2022 15:23

Efter snart ni års tovtrækkeri om servicekontrakten på Pituffik meddelte USA lørdag, at det grønlandske selskab Inuksuk A/S skal stå for al service på den amerikanske base frem til 2034.

Kontrakten er på i alt 27,7 milliarder kroner over 12 år.

I 2020 aftalte Grønland, Danmark og USA, at servicekontrakten fra 2024 skal gå til et selskab, der har hjemme i Grønland og også har en ledelse her i landet. 

Desuden skal selskabet sikre, at Grønlands landskasse får skatteindtægter af kontrakten - og ikke mindst at der kommer job og lærlingepladser til grønlændere.

Inuksuk A/S er registreret som et grønlandsk selskab. Dermed skal Inuksuk A/S betale skat til landskassen. Men ejerne bag er primært danske og amerikanske erhvervsmænd.

- Spørgsmålet er, om man kan sige, at det grønlandske selskab er på grønlandske hænder, fordi det er ejet af et amerikansk foretagende og et dansk entreprenørselskab, siger Ulrik Pram Gad, senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Arktis-ekspert.

Amerikanske militærfolk og danske entreprenører 

Inuksuk A/S er et joint venture-selskab. Det betyder, at flere virksomheder er gået sammen om at oprette et nyt selskab.

Bag det står det amerikanskejede Vectrus Services Greenland Aps, som i dag har servicekontrakten på Pituffik. Vectrus ejer nu 49 procent af Inuksuk.

De øvrige 51 procent af Inuksuk er ejet af det grønlandske selskab Permagreen Greenland A/S. Selskabet laver store anlægsopgaver herhjemme og har ledelse i Grønland. Men hovedaktionæren er det danske entreprenørselskab Per Aarsleff.

Selv om Inuksuk altså lever op til kravene om en ledelse i Grønland, bliver det afgørende, om selskabet også lever op til kravene i virkeligheden, siger Ulrik Pram Gad.

- Det kræver, at selskabets overskud faktisk ligger i Grønland og ikke bliver flyttet til USA eller Danmark, siger han.

LÆS OGSÅ Múte B. Egede forventer, at servicekontrakten på Pituffik kommer hjem

Det er under alle omstændigheder noget anderledes, end selvstyret var vant til frem til 2015.

Servicekontrakten på Pituffik - sagen kort

Sagen om servicekontrakten på Pituffik startede i 2014. 

Der tildelte USA kontrakten til amerikanske Vectrus Services. 

Ind til da havde kontrakten i mange år været på dansk-grønlandske hænder. Aftalen indbragte godt 200 millioner kroner årligt til landskassen.

Men servicekontrakten skal ifølge en forsvarsaftale gå til et dansk/grønlandsk selskab. 

Derfor var det ifølge Kongeriget i strid med aftalen mellem USA og Kongeriget, da Vectrus Services fik kontrakten i 2014. 

Vectrus Services har kontrakten ind til 2024. 

Ind til da havde selskabet Greenland Contractors haft servicekontrakten på Pituffik i mere end 40 år og sikret et trecifret millionbeløb til landskassen hvert år.

Selvstyret var nemlig medejer af selskabet og fik automatisk en del af overskuddet foruden skatter fra medarbejderne.

Et stærkt skattesystem er nødvendigt

Ulrik Pram Gad vil ikke udtale sig om, hvorvidt Grønlands skattesystem er gearet til at forhindre, at skatten fra Inuksuk og andre private selskaber forsvinder ud af landet.

Men det er først og fremmest op til politikerne i Inatsisartut og embedsmænd i selvstyret at sikre, at reglerne gør det svært for selskaber at flytte overskud ud af landet. 

Desuden kræver det, at skattemyndighederne er stærke og tør gå efter selskaber, der forsøger at flytte penge rundt for ikke at betale den rette skat til landskassen.

- Man skal have en skatteforvaltning, som har kræfter til at grave ned i de her tal, forstå dem og beregne dem og også i givet fald tage nogle slagsmål med selskabet, hvad enten det er via almindelig bureaukratisk armlægning, eller om man kan ende i en retssag om den slags, siger Ulrik Pram Gad.

LÆS OGSÅ Grønlandsk og dansk minister: Thule-aftale skal sikre job i Grønland

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, er ifølge Sermitsiaq.AG glad for nyheden.

- Det er en beslutning, som er glædelig set fra vores side, netop på grund af at 51 procent af Inuksuk er ejet af et grønlandsk selskab - Permagreen Grønland, siger hun til mediet. 

Også den nye danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har rost aftalen.

Og dermed ser hele balladen om Pituffik-kontrakten - i hvert fald umiddelbart - ud til at være slut, siger Ulrik Pram Gad.

- De meldinger, der umiddelbart er kommet fra både danske og grønlandske politikere virker som om, at nu har man lyst til at sige: Det her problem er løst, siger han.