VIDEO Ekspert: Budgettet for 2014 er et skønmaleri

Naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq og hans departements forudsigelser omkring indtægter og udgifter i finansloven for 2014 imponerer ikke politisk kommentator Sten Lund.
27. november 2014 10:55

- Disse ellers budgetterede indtægter er … Hvordan kan man sige det pænt, de skal nok anses som et forsøg på et skønmaleri, siger han til KNR.

Sten Lund er derfor ikke overrasket over, at der onsdag blev præsenteret et minus på 282,8 millioner kroner i regnskabet for drift og anlæg efter tredje kvartal af 2014.

Nye sparerunder
Og uanset, hvor stort et millionbeløb landskassen præcist kommer til at mangle, når året er omme, vil det få konsekvenser.

- Det betyder, at sparekniven skal svinges vildt et eller andet sted. Det vil igen sige, at vi ikke kan komme uden om omfattende sparerunder.

Læs også Vittus er ikke stolt over resultat

- Konsekvenserne kan ikke gøre andet end at skabe nervøsitet, for det drejer sig om mange penge samtidig med at vores indtægter rasler ned. Derfor er der grund til nervøsitet, siger Sten Lund.

I forhold til Naalakkersuisuts finanslov har landet fået 100 millioner kroner færre ind på skatter og afgifter. Det skyldes ifølge Vittus Qujaukitsoq (Siumut), at vi har røget og drukket for lidt.

Læs også Landskassen mangler kvart milliard

- Underskuddet havde vi allerede i forårsmødet varslet. Det skyldes mindre indtægter i forhold til drift, og tilskudsbevillingerne ligger lavere i budgettet samt tobak, alkohol og skatteindtægterne ligger også lavere, derfor skal vi forvente et underskud, sagde Vittus Qujaukitsoq i mandags til KNR.

Se de seneste nyheder om landskassen her.