Eftersøgning indstillet på grund af vejret

Mandagens eftersøgning af de savnede fiskere har indtil nu været forgæves. Tirsdag har politiet måtte indstille eftersøgningen, da vejret ikke tillader det.
Skrevet af Mads Pedersen
09. maj 2017 09:54

Politiet i Qaqortoq efterlyste mandag Egede Sakariassen og Kaaka Joelsen, som sidst var set i Qaqortoq den 5. maj ved 15-tiden.

De efterlyste personer var sejlet fra bygden Saarloq i østlig retning for at udsætte fiskegarn.

Mandagens SAR-eftersøgning blev udført med Bel 212 og militærflyet Challenger, og ligesom lørdagens og søndagens eftersøgning, er det ikke ført til noget . Det fortæller operativ leder hos politiet i Kujalleq, Jack Nathansen, til KNR.  

- Vi har kunne foretage eftersøgningen fra Alluitsup Paa mod nord til Simiutaq, men kun nær kysten. Det var ikke muligt at søge længere ud på havet på grund af tæt tåge, siger Jack Nathansen. 

Tirsdag har politiet i Kujalleq besluttet at indstille al eftersøgning, da der er tæt tåge, der gør det umuligt.

- Lige nu giver det ikke mening at sende SAR-beredskabet afsted. Vi vil løbende tage stilling til om vi kan genoptage eftersøgningen, siger Jack Nathansen til KNR.  

Jollen er en 16 fods With 400, gulfarvet med blå ræling og blå sæder, udstyret med en sort farvet 40 hk Mercury-motor. Ud fra politiets oplysninger skulle der ikke være VHF-radio om bord i jollen.

Begge personer skulle være iført blåfarvede heldragter og orangefarvede regnbukser.

Politiets foreløbige efterforskning viser, at begge personer sidst er set i Qaqortoq fredag den 5. maj 2017 ca. klokken 15.00, hvorfra begge personers efterfølgende færden, ikke er fastlagt.

Borgere med viden om de efterlyste personers færden fra fredag den 5. maj 2017 opfordres til at rette henvendelse til politiet i Qaqortoq på telefon 70 11 22.

 

LÆS OGSÅ Politiet efterlyser jolle med to personer om bord