Efterlyser vidner til usædvanligt dobbelt-overfald i Nuuk

Politiet i Nuuk efterlyser vidner til et overfald på åben gade natten til onsdag.
Rigspolitiet
Foto © : Rigspolitiet
Skrevet af Kenneth Elkjær
01. marts 2017 12:29

Omkring midnat tirsdag aften blev to kvinder overfaldet af en ukendt gerningsmand omkring Radiofjeldet i Nuuk.

Den ene kvinde blev angiveligt overfaldet af gerningsmanden, men et mandlig vidne kom hende til undsætning, så gerningsmanden forsvandt fra stedet. Kort efter overfaldt han en anden kvinde i området.

Politiet har været i kontakt med den anden kvinde, der blev overfaldet, men onsdag middag har den første kvinde, der blev overfaldet og vidnerne, der hjalp hende, ikke meldt sig.

Usædvanlig sag

Vagtchef Mads Lynge oplyser, at politiet arbejder på højtryk med at opklare sagen:

- Det er heldigvis meget usædvanligt, at vi oplever den slags, og derfor prioriterer vi sagen meget højt, siger vagtchefen, der opfordrer vidner og gerningsmandens første offer til at henvende sig til politiet.

Politiet har udsendt følgende beskrivelse af gerningsmanden:

Grønlandsk af udseende, ca. 20-30 år, spinkel af bygning, muligvis iført træningsbukser og bærende på en
rygsæk. Manden havde også en strikhue hvid med lyseblå striber.

Politiet har også udsendt en beskrivelse af kvinden, der blev overfaldet først og manden, der hjalp hende:

Grønlandsk kvinde ca. 165 cm høj, alder ukendt iført en pink dunjakke og med en rødlig hue med en puder kvast hængende fra toppen af huen.

Manden der hjalp kvinden beskrives som en grønlandsk mand, alder ukendt, ca. 165 cm høj iført mørkt tøj.

Viralt opslag

Jakobine Motzfeldt er storesøster til den anden kvinde, der blev overfaldet, og som politiet har været i kontakt med. Hun fortæller på Facebook, hvordan gerningsmanden tog kvælertag og slog søsteren i hovedet, inden han løb fra stedet.

Hun opfordrer også vidner til at henvende sig til politiet, så gerningsmanden kan blive fundet. Onsdag middag er hendes opslag blevet delt mere end 550 gange. KNR har fået lov til at dele opslaget her: