Efter løvejagt: Jæger frygter trofæjagts endeligt

Dansk storvildtjæger frygter, at indkomsten til Afrika skal findes via landbrug, hvis trofæjagt forbydes.
Foto © : Daughter
Skrevet af Ritzau
02. august 2015 17:04

Debatten om storvildtjagt i Afrika er blusset op, efter at en amerikansk tandlæge 6. juli formodentligt på ulovlig vis dræbte den berømte og elskede løve Cecil i Zimbabwe.

Organisationen Peta, som kæmper for dyrs rettigheder, mener, at den lovlige trofæjagt burde forbydes omgående, og kalder det for "et hæsligt tidsfordriv, der udøves af rige og afstumpede folk på jagt efter spænding i tilværelsen."

Trofæjagt er en stor forretning i Afrika, og hvert år rejser tusindvis af håbefulde jægere sydpå i håb om at skyde et af de store dyr, som kontinentet har at byde på.

 

Økonomien skal hænge sammen

De penge, som jagtturisterne bruger i Afrika, er vigtige for kontinentet, og kommer de ikke fra jagt, skal de findes et andet sted.

Det er et alternativ, som den professionelle danske storvildtjæger og forfatter Natasha Illum Berg frygter.

- Hvor skal pengene så komme fra? Skal de store arealer bruges til landbrug? Så bliver konsekvensen i hvert fald, at der ingen løver eller andre dyr er, og så siger folk om tyve år, at det er forfærdeligt, at der ikke er noget vildt i Afrika, siger hun.

Hun fastslår, at så længe man driver jagt på forsvarlig vis, så er jagt en god ting.

 

Byboere elsker Disneyløven
Hun frygter for storvildtjagtens fremtid, men ikke kun på grund af historien om Cecils endeligt, men fordi hun mener, at folk i takt med den stigende urbanisering har fået et uvirkeligt forhold til naturen.

- Vi må også lægge følelserne lidt til side og være realistiske. Mennesker er blevet fremmedgjort fra naturen, og vi har fået et dybt unaturligt forhold til den.

- Det bliver for "Walt Disney"-agtigt. Det er let at sidde i den vestlige verden iført lædersko og elske løven Cecil i Afrika. Vi vælger altid den behagelige løsning, siger hun.