Efter 91 års forbud må folk igen danse på New Yorks barer

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, har mandag underskrevet en lov, der ophæver en 91 år gammel lov, der teknisk set forbyder dans på titusindvis af barer, klubber og restauranter i storbyen.
Foto © : Bryan Ledgard/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
28. november 2017 07:23

Byrådet havde på forhånd stemt for at skrotte den gamle lov, der trådte i kraft i 1926. Hvor man nok dansede til eksempelvis The Charleston.

Kritikere har betegnet den som racistisk, fordi den i begyndelsen især blev brugt til at slå ned på bydelen Harlems jazzklubber, hvor sorte og hvide blandede sig med hinanden.

Modstandere af loven mener desuden, at loven er blevet brugt til at ramme latinamerikanere og medlemmer af LGBT-samfundet.

I 1990'erne brugte daværende borgmester Rudy Giuliani loven til at slå hårdt ned på natklubber i sin kamp mod kriminalitet.

- Det er 2017, og denne lov giver bare ingen mening. Nattelivet er en del af den smeltedigel, som New York er, og som bringer folk sammen, siger Bill de Blasio.

/ritzau/AFP