Doris J. vil have dansk afklaring på arvesager

11 år har det taget myndighederne at behandle et dødsbo efter en mand fra Nanortalik, som døde i 2004. Den afdødes datter venter stadig og har derfor henledt Doris Jakobsens opmærksomhed på sagen.
Foto © : Samuel Simonsen/KNR
Skrevet af Karsten Sommer
14. april 2015 15:57

Siumuts Folketingsmedlem rejser derfor sagen i Folketinget via et spørgsmål til justitsminister Mette Frederiksen.

Det er simpelthen for dårligt, at en sag om en simpel arv skal tage retten i Grønland 11 år at behandle. Det er helt urimeligt overfor de efterladte, og ministeren bør øjeblikkelig gribe ind og sikre, det ikke sker igen.

- Samtidig håber jeg virkelig ikke, at det er et mønster, at sagerne om arv ved skifteretten i Grønland tager op til ti gange så lang tid som i Danmark, siger Doris Jakobsen, der håber på en snarlig redegørelse fra justitsministeren.

Der er ellers tale om et såkaldt simpelt dødsbo, altså en sag uden konflikter mellem arvinger eller andre opsættende forhold. Sagen har i de 11 år bevæget sig fra retten i Nanortalik til Narsaq, dernæst til Qaqortoq for nu at ende i Sermersooq, hvor der nu endelig er indkaldt til første skifteretsmøde.

På den baggrund har Doris Jakobsen nu bedt justitsminister Mette Frederiksen om en forklaring. Og har samtidig bedt ministeren oplyse, om der er forskel på behandlingen af sådanne sager i Grønland og Danmark.