Dobbeltmandater kan lukke Inatsisartut

Mere end halvdelen af Inatsisartutmedlemmerne er også medlem af en kommunalbestyrelse og det kan lukke ned for beslutningerne i Inatsisartut, hvis kommunalbetyrelserne holder møde samtidig.
Foto © : Nils Baum/Bureau for Inatsisartut
21. april 2017 10:36

Når Inatsisartutmedlemmerne i disse dage begynder arbejdet med forårssamlingen, så vil halvdelen af medlemmerne samtidig have andre politiske opgaver.

Hele 16 af de 31 medlemmer i Inatsisartut er nemlig også medlemmer af de nye kommunalbestyrelser, fortalte formanden for Inatsisartut, Lars Emil Johansen fra talerstolen i salen, da han holdt sin indledende tale på samlingens første dag.

LÆS OGSÅ Politikere uenige om dobbeltmandater

Og det store antal dobbeltmandater kan give en udfordring, for ifølge loven om Inatsisartut, kan forsamlingen kun tage beslutninger, hvis mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Derfor udtrykte Lars Emil Johansen et håb om, at medlemmerne vil være opmærksomme på om kommunalbestyrelserne og Inatsisartut holder møder samtidig.

LÆS OGSÅ Sådan endte valget i din kommune

- Derfor vil jeg gøre brug af denne mulighed til at sige, at jeg virkelig håber og beder om, at alle kommunalbestyrelserne i Grønland aldrig holder møder på samme tid. Hvis det sker under Inatsisartutsamlingerne, vil Inatsisartuts arbejde gå i stå, 16 medlemmerne skal være samlet for at Inatsisartut er beslutningsdygtig, sagde Lars Emil Johansen ved gårsdagens åbning af Forårssamlingen.