Året der gik: Direktører jubler over fokus på rigsfællesskabet

Større fokus på rigsfællesskabet fra danske politikere, institutioner og medier har gjort 2018 til et særligt godt år, mener direktørerne for De Grønlandske Huse.
Lars Løkke holder tale i Det Grønlandske Hus i København i anledning af nationaldagen
Lars Løkke holder tale i Det Grønlandske Hus i København i anledning af nationaldagen Foto © : Martine Lind Krebs/Det Grønlandske Hus i København
01. januar 2019 15:22

- Det har skillet sig ud på en rigtig fin og positiv måde.

Sådan siger direktør Leise Johnsen fra Det Grønlandske Hus i København om 2018.

Hun og de øvrige direktører for De Grønlandske Huse i Danmark er stærkt tilfredse med det seneste år, som de føler har bragt stor, positiv interesse for Grønland og grønlandske borgere i Danmark.

Blandt andet har de danske medier haft et forstærket fokus på Grønland. Både DR og TV2 dækkede valget til Inatsisartut i foråret, mens DR havde direkte sommerudsendinger fra Grønland foruden en række dokumentarprogrammer.

Stor efterspørgsel for undervisning

I København har Det Grønlandske Hus især mærket en overvældende interesse for undervisning om Grønland til danske skolebørn. I september udvidede huset sin skoletjeneste og har på fire måneder haft flere end 1000 elever forbi til undervisningsforløb.

LÆS OGSÅ Danskere ved for lidt om kolonitiden

- Dét at kunne fortælle om Grønland til en gruppe, som vi ikke har været så intensiv omkring, netop skolerne, har været en rigtig, rigtig stor glæde, sige direktør Leise Johnsen.

På finansloven for 2019 har Folketinget afsat 25 millioner kroner de næste fire år til formidling om rigsfællesskabet blandt unge. De fire Grønlandske Huse intensiverer derfor skoletjenesten og forventer, at efterspørgslen vokser i 2019.

Odense: Bedre vilkår for udsatte grønlændere

Landspolitisk er der i 2018 også blevet afsat markante summer til initiativer med relation til Grønland, heriblandt milliard-investeringer i Nuuk og Ilulissat lufthavne og penge til at støtte nytilflyttede grønlændere i Danmark.

Det politiske fokus har betydet, at der i de danske kommuner også er blevet større opmærksomhed på borgere fra Grønland, mener direktør i Det Grønlandske Hus i Odense, Kirsten Mærsk.

LÆS OGSÅ Ny hjælp til udsatte grønlændere i Aarhus

I Vejle og Odense har huset startet projekter med kommunerne for at støtte nytilkomne grønlændere. Projekterne er støttet af statens satspulje og har ifølge Kirsten Mærsk gjort, at mindst 10-12 socialt udsatte grønlandske tilflyttere har fået en bedre start i Danmark, end man ellers havde forudset.

- Hvis ikke de bliver set i starten, når de er i Danmark, bliver de borgere meget synlige senere, siger hun.

Bred samfundsdebat mangler

Men det øget fokus på blandt andet De Grønlandske Huse som videnscentre har også sine bagsider.

For eksempel så en række grønlandske borgere i Østjylland hellere Det Grønlandske Hus som et sted uden større fokus udefra, fortæller direktør i Aarhus, Jørn Holbech.

- Lidt ligesom når danskere rejser til udlandet, vil man gerne have sin kultur for sig selv. Men der må jeg sige, at jeg ser det lige så vigtigt at binde relationer til Danmark.

LÆS OGSÅ Nordjyderne skal kende det moderne Grønland

I Aalborg glæder direktør for Det Grønlandske Hus, Bo Albrechtsen, også over opmærksomheden. Dog er han i tvivl om, hvor bred interessen for rigsfællesskabet reelt er.

- Jeg har altid følt, at der var en vis del af den danske befolkning, der var meget interesseret i grønlandske og færøske forhold, men den øvrige del er svær at komme i tale med og få i tale om det emne.