Det udenskærs hellefiskefiskeri under MSC-vurdering

Nu går arbejdet i gang med vurdering af vestgrønlandsk udenskærs hellefiskefiskeri med henblik på en MSC certificering.
Foto © : KNR
Skrevet af Karsten Sommer
30. maj 2016 08:34

Det skriver Royal Greenland på sin hjemmeside.

Vurderingen, der forventes at tage omkring tolv måneder, er planlagt til at blive afsluttet i juni 2017.

- Med certificeringen af udenskærs hellefisk vil vi atter få en af vores vigtigste fiskerier afprøvet i forhold til MSC standarden, siger Royal Greenlands Lisbeth Due Schoenemann-Paul, og fortsætter:

- Når dette fiskeri opnår MSC’s godkendelse, vil det formentlig være det første i verden, hvilket er ret afgørende, når en certificering skal have betydning i salget. MSC mærket hellefisk er meget efterspurgt i Europa, og vores kunder ser frem til at kunne sælge det videre til deres forbrugere, vurderer Lisbeth Due Schoenemann-Paul.

- Fiskeriet har allerede været igennem en forudgående vurdering, og resultatet heraf viste, at der var basis for at gå videre til en fuld vurdering. Vi mener derfor, at der er en stor chance for, at fiskeriet certificeres, skriver Royal Greenland.

25 procent af fangsten af hellefisk bliver landet og bearbejdet på fabrikkerne i Grønland, og derefter solgt til det europæiske og asiatiske marked. Resten bliver eksporteret frossent, primært til Asien.