Det sker i Inatsisartut torsdag

Inatsisartut byder i dag på fire dagsordenspunkter.
Skrevet af Karsten Sommer
27. april 2017 08:18

Først skal vi lære et nyt ord: Satstilpasningsprocent.

Lovforslaget om satstilpasningsprocent dækker over den regel, der skal sikre at en række offentlige ydelser ikke mister værdi, men reguleres i takt med inflation og fald i købekraft.

Den regulering sker allerede i dag med alderspensionen, men ikke med børnetilskud, underholdsbidrag og visse skatter og afgifter.

Og det gør Naalakkersuisut nu noget ved. Lovforslaget lægger op til, at der fremover en gang om året offentliggøres en satstilpasningsprocent, som Grønlands Statistik vil beregne ud fra udviklingen i de offentlige lønninger.

Næste punkt lægger op til en nedjustering af aktiviteterne i det Selvstyreejede NunaOil A/S. Det er de faldende aktiviteter på olieefterforskningområdet, som nødvendiggør en tilpasning af selskabet.

Tredje punkt på dagens møde i Inatsisartut skal sikre at personale får en ordentlig behandling, når Selvstyret hen ad vejen overtager sagsområder fra Danmark. For eksempel kan man ikke afskedige personale alene med begrundelse i at et sagsområde er overdraget fra Danmark til Selvstyret.

Dagens sidste punkt er en teknisk og sproglig ændring i loven vedrørende Det Centrale Virksomhedsregister - CVR.