Det sker i Inatsisartut tirsdag

Inatsisartut er inde i sin slutspurt inden samlingen efter planen skal slutte på mandag.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
14. november 2017 08:05

Der er 12 punkter på dagsordenen tirsdag. Heriblandt førstebehandlingen af en ny lov om støtte til personer med handicap.

Det er blandt andet hensigten med loven, at handicappede personer skal støttes, så flere kan blive boende hjemme. Samtidig bliver der en tydelig fordeling af ansvar, rettigheder og pligter mellem kommunerne og Selvstyret.

I september blev Christina Johnsen udpeget som handicap-talsmand og et Landsdækkende Handicapcenter skulle efter planen være åbnet i starten af efteråret i år.

Derudover er der partistøtte-forslaget, der efter alt at dømme bliver vedtaget tirsdag. Kun Demokraterne og løsgænger Michael Rosing var imod under forslagets andenbehandling. Forslaget, der forhøjer tilskuddet til partierne, vil medføre en merudgift for landskassen på 2,8 millioner kroner om året.

Blandt de mange punkter tirsdag er også godkendelse af Landskassens regnskab efter det har været behandlet af Revisionsudvalget.

Et af de sidste punkter på tirsdagens møde er ombudsmandens beretning for 2016. Lovudvalget foreslår at Inatsisartut tager den godt 250 sider lange beretning til efterretning. Hvilket Naalakkersuisut er enig i, fremgår det af formanden Kim Kielsens svarnotat.