Det sker i Inatsisartut i dag

Dagens program i Inatsisartut har seks punkter på dagsordenen.
Foto © : Nils Baum/Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Karsten Sommer
27. oktober 2016 06:29

Først et punkt, der blev udsat fra gårsdagens dagsorden - vedrørende et forslag om afgrænsning af KNI-koncernens virksomhed. Det lægger blandt andet op til en mulig fremtidig adskillelse af Polar Oil og KNI.

Næste punkt handler om udnyttelse af is og vand med henblik på eksport. Her er der enstemmig opbakning til forslaget, især da det i forslaget er præciseret at de menige borgere altid har forret til vandet i forhold til de private vandproducenter.

Dernæst skal Inatsisartut billige at Grønland tilslutter sig en kongelig anordning, så beredskabsloven også gælder i Grønland.

Ane Hansen fra IA står for næste forslag, der skal ligestille grønlandske søfolk med søfolk i andre lande, når det gælder beskyttelse af deres arbejdsforhold.

Demokraternes Tillie Martinussen ønsker dernæst beslutning om at risici ved deling af nøgenbilleder via MMS og sociale medier, skal indgå i undervisningen blandt de ældste elever i Folkeskolen.

Og det er Naalakkersuisut med på, og ønsker det indarbejdet i en revision af Folkeskoleloven i 2017.

Og til sidst vil Siumutterne Suka K. Frederiksen og Jens Immanuelsen have revurderet ensprissystemet for el, vand og varme.

Også det forslag får en positiv modtagelse hos Naalakkersuisut, der mener at det nuværende prissystem er uretfærdigt og unødigt indviklet.