Det sker i Inatsisartut i dag

Der er seks punkter på dagsordenen, når Inatsisartut træder sammen klokken 13.
Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut
30. april 2015 10:41

Der lægges ud med to tredje og sidste behandlinger af en række mindre ændringer af museumsloven og arkivloven. Der er tale om mindre justeringer, der ventes at glide glat gennem tinget.

Herefter er der anden og sidste behandling af et beslutningsforslag fra IA's Peter Olsen, der vil have den nuværende forordning om kultur- og fritidsvirksomhed splittet op i henholdsvis en kulturlov og en idrætslov. Men Naalakkersuisut har varslet, at de ønsker en helt ny kulturlovgivning, der omfatter både kunst og idræt.

De øvrige dagsordenspunkter dækker over to førstebehandlinger af beslutningsforslag fra IA.

Juliane Henningsen vil have Naalakkersuisut til at ændre forordningen om sundhedsydelser, så det bliver muligt for borgere bosiddende på steder uden tandsplejetilbud at få dækket de transportudgifter, der er forbundet med besøg hos den nærmeste tandlæge i tilfælde af akutte problemer.

Fra samme parti stiller Sara Olsvig og Naaja Nathanielsen forslag om, at der skal etableres et uafhængigt råstofråd, der skal være med til at rådgive Naalakkersuisut og offentligheden om råstofinvestorers validitet og råstofprojekters bæredygtighed i forhold til samfundet.

Dagens sidste punkt er et forslag fra naalakersuisoq for erhverv, arbejdsmarked, handel og udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq (S), om, at Grønland tiltræder en række konventioner fra den internationale arbejdsmarkedsorganisation ILO vedrørende organisationsret, ansættelse og beskæftigelse, samt om mindstealder for adgang til beskæftigelse og de værste former for børnearbejde.

Mødet i Inatsisartut transmitteres i direkte i KNR.