Det sker i Inatsisartut i dag

Der er jobportal, kunst og indkomstskat på dagsordenen ved dagens samling i Inatsisartut.
Foto © : Tusagassiivik
Skrevet af Inge S. Rasmussen
07. oktober 2015 11:53

Inatsisartut åbner klokken 11 med en spørgetime, hvor Vittus Qujaukitsoq står for skud som naalakkersuisoq for erhverv, arbejdsmarked, handel og udenrigsanliggender.

Det er også Vittus Qujaukitsoq, der fremlægger det første forslag på dagsordenen i mødesalen. Et forslag der skal ændre loven, der regulerer arbejdskrafttilgangen.

Forslaget vil blandt andet forpligte grønlandske arbejdsgivere til at opslå stillinger i den landsdækkende jobportal, som Naalakkersuisut har bebudet skal lanceres i år. Ifølge forslaget skal arbejdsgiverne benytte jobportalen, inden de søger om udefrakommende arbejdskraft.

Det andet forslag på dagsordenen bliver efter planen fremlagt af naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, forskning og kirke, Nivi Olsen.

Hun præsenterer en helt ny lov på kunstområdet eller kunstnerisk virksomhed, som det formelt hedder.

Overordnet skal loven give kunstområdet en klarere status og gøre det offentliges ansvar på området tydeligere, står der blandt andet i bemærkningerne til loven. Den fremhæver også at de offentlige myndigheder også yder en aktiv indsats for at styrke interessen for kunst og kultur hos befolkningen.

Som den sidste på dagens samling fremlægger naalakkersuisoq for finanser, Anda Uldum, et ændringsforslag til loven om indkomstskat.

Forslaget indebærer nye bestemmelser om fritagelse for selskabsskat, pengeinstitutters hensættelser til tab og justering af bruttoskatteordning.