Asii om underholdsbidrag: Det giver ikke mening at ændre reglerne

Borgere i Kommuneqarfik Sermersooq skylder over 140 millioner i underholdsbidrag. Alligevel mener, borgmester Asii Chemnitz Narup, at den nuværende ordning fungerer.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
Skrevet af Mads Pedersen
19. september 2017 12:54

Borgmestrene fra Qeqqata Kommunia og Kommune Kujalleq, Malik Berthelsen og Kiista P. Isaksen, mener at lovgivningen bør ændres, så kommunerne ikke har ansvar for at udbetale underholdsbidrag, når borgere undlader at betale til deres tidligere partner eller lignende.

Kommunernes forening KANUKOKA har efterfølgende meldt ud, at foreningen støtter de to Siumut-borgmestre.

Borgere i Qeqqata og Kujalleq skylder til sammen over 150 millioner kroner bare i underholdsbidrag. Og begge kommuner fortæller, at det er en økonomisk byrde at lægge ud for de mange borgere, der ikke passer deres betalinger.

LÆS OGSÅ Olsvig afviser kommunerne

Også Kommuneqarfik Sermersooq kan mærke, at mange borgere ikke betaler deres underholdsbidrag, som de er forpligtet til. I hovedstadskommunen skylder borgene 143 millioner kroner alene i underholdsbidrag. Alligevel mener kommunens borgmester, Asii Chemnitz Narup, at den nuværende ordning er den bedste løsning.

- Det er en god samfundsordning vi har, at begge forældre har forsørgerpligt overfor deres børn. Og hvis en borger ikke lever op til sin pligt, så kan jeg kun se én, der skal lægge ud, og det er nemlig de offentlige, siger borgemester Asii Chemnitz Narup.

Hun mener i stedet, at man skal blive bedre til at inddrive gælden hos de borgere, der skylder:

- De offentlige må blive meget bedre til at kræve de penge ind, som borgerne skylder. Det har vi talt om i mange år og der må ske noget der, siger Inuit Ataqatigiits Asii Chemnitz Narup.

LÆS OGSÅ Kujalleq har også millioner til gode i underholdsbidrag

Qeqqata og Kujalleq har foreslået, at Selvstyret bør lægge ud for svigtende betalere og ikke kommunerne. Den udmelding ser Asii Chemnitz Narup ingen fornuft i.

- Uanset om pengene lægges ud af kommunekassen eller Selvstyret, så bliver det offentliges samlede økonomi ikke bedre. Så jeg vil hellere bruge mit krudt på andre typer diskussioner, der giver mere mening, slutter hun.