Kristian Jeremiassen: Derfor skifter jeg parti

Onsdag meddelte Inuit Ataqatigiits Qasigiannguit afdeling, at den tidligere siumutter og atassutter, Kristian Jeremiassen, nu er blevet optaget som medlem af IA´s lokalafdeling i Qasigiannguit.
Foto © : KNR
Skrevet af Mads Lynge
27. april 2017 08:24

Kristian Jeremiassen meddelte i lørdags at han forlod Siumut, fordi han var utilfreds med, at det sociale arbejde i Qasigiannguit ikke længere blev taget alvorligt. Og til Qanorooq i går fortalte hovedpersonen selv, at det er IA´s socialpolitiske linje, der tiltaler ham:

- Partiet har i de senere år ført en politisk linje både i Inatsisartut og i det kommunalpolitiske, der tiltaler mig. Specielt deres socialpolitiske linje er jeg enig i. Det har ligget mig meget på sinde at kommunalbestyrelsen skal kunne arbejde videre med så bredt et grundlag som muligt, så borgerne kan serviceres på den tryggeste måde. Derfor har jeg truffet det valg som jeg har truffet, siger Kristian Jeremiassen.

I sin tid som medlem af Inatsisartut for Siumut, har han til tider kritiseret Inuit Ataqatigiit skarpt under debatterne. Så hvorfor flytter han så over til Inuit Ataqatigiit?

Til Qanorooq i går svarede han:

- Vi har diskuteret problemerne i samfundet, og som sådan har vi altid søgt at forbedre borgernes vilkår. Og bare fordi man er uenig betyder det ikke, at man er det til evig tid. Jeg har da også haft tæt kontakt med, og været i tæt dialog med Inuit Ataqatigiits medlemmer de senere år, siger Inuit Ataqatigiit i Qasigiannguits nyeste medlem Kristian Jeremiassen.