Turisme Der skal være større bevidsthed om mulighederne

Turismen i Grønland er stadig ung og derfor mangler der en større bevidsthed om at se mulighederne i turismen. Det siger en turismeforsker, som samtidig er enig med Visit Greenland i at udviklingen er på vej i den rigtige retning.

Ifølge Carina Ren, der er lektor i turisme på Aalborg Universitet, så er der ikke så meget erfaring med at være en turistdestination her i landet og man har ikke gjort så meget ud af at tænke turismen på tværs af erhvervsudvikling, byudvikling og bevaringen af kultur. 

- På den måde tror jeg måske stadig, at der mangler en del, siger Carina Ren.

I Grønlands Erhverv kan man også nikke genkendende til, at der er et stykke vej endnu før turismen bliver en bærende økonomi i samfundet, siger Karsten Klausen fra GEs brancheudvalg for turisme.

LÆS OGSÅ Der kommer flere turister til Grønland end nogensinde før

- Nej, vi er langt fra i mål. Der er nogen steder i landet, hvor det kører godt og så er der andre steder, hvor der ikke er særligt meget gang i den, siger han.

Også Carina Ren peger på, at der nogle steder, der har udviklet turismen og erfaringerne for eksempel Ilulissat, som andre steder kan lære af.

LÆS OGSÅ Flere turistovernatninger i Kangerlussuaq

Hos Visit Greenland er man også med på, at der stadig skal arbejdes på at se mulighederne i turismen, men direktør Anders Stenbakken peger på at der er en spirende bevidsthed om at turismen kan skabe økonomi i landet.

- Nej, vi er ikke hvor vi skal være, men går vi i den forkerte retning, nej slet ikke. Vi går i den rigtige retning. Vi ser i mange regioner, at der hele tiden er ny aktører og nye samarbejder mellem grønlandske aktører og nye udenlandske bureauer, siger han.

LÆS OGSÅ Klimakrise kan sende flere turister til Grønland