Den historiske bygning Børsen i København står i flammer

Spiret på Børsen i København er kollapset, mens bygningen står i flammer. Det fremgår af billeder fra stedet.
Den ikoniske bygning midt i København står i flammer. Foto © : Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
16. april 2024 06:25

Den historiske bygning Børsen i København står i flammer.

Bygningens ikoniske snoede spir har været omsluttet af kraftige flammer, og er omkring kl. 5.30 i morges kollapset. Det viser tv-billeder fra stedet.

Der lyder også flere brag inde fra bygningen.

På det sociale medie X skriver Københavns Politi, at de er omfattende til stede i indre København som følge af brandudviklingen i Børsen.

Billeder fra stedet viser, at brandvæsen og beredskabet i København forsøger at slukke branden.

Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget den voldsomme brand.

Børsen ligger på Slotsholmen i København. Bygningen stod færdig med spir i 1625 og er et af Københavns ældste huse.

Børsen er i øjeblikket ved at blive restaureret. Derfor er bygningen pakket ind i et stillads.

Restaureringen skulle rette op på en uhensigtsmæssig renovering af bygningen i 1800-tallet og føre bygningens facade tilbage til det oprindelige udtryk. Det fremgår af A.P. Møller Fondens hjemmeside. Fonden støtter restaureringen økonomisk.

I løbet af morgenen har tv-billeder også vist, hvordan kunstværker fra Børsen-bygningen er blevet båret væk og i sikkerhed fra flammerne. Blandt andet et af Skagen-maleren P.S. Krøyers mest kendte værker, nmlig billedet "Fra Københavns Børs" fra 1895.

Bygningen Provianthuset på Christiansborg, der ligger tæt på Børsen er blevet evakueret af sikkerhedsmæssige grunde.