Den havgående torskekvote forhøjes

Naalakkersuisut har besluttet at den havgående torskekvote i Østgrønland forhøjes med 8.000 tons, og der oprettes en forsøgskvote i Vestgrønland på 7.000 tons.
Foto © : Nick Rahaim/Flickr Creative Commons
Skrevet af Simon Uldum -
21. maj 2015 06:24

Kvoteforhøjelsen skal være 100 procent indhandlingspligtige og derved skabe arbejdspladser i land, det oplyser departementetet for fiskeri, fangst og landbrug.

Torskeforvaltningen 2014-2016 har indlagt en klausul, som giver mulighed for at forhøje TAC for havgående torsk i Østgrønland, hvis survey viser en stigning i biomassen på mere en 30 procent.

I 2014 har både det grønlandske og det tyske survey vist en stigning i biomassen på mere end 30 procent.

 

Landingspligt i Sydgrønland

Af de afsatte 8.000 tons skal 6.000 tons ligelig fordeles mellem to rederier, der allerede har licens til fiskeri efter torsk i Østgrønland. Den afsatte mængde er 100 procent landingspligtig i Sydgrønland.

De resterende 2.000 tons reserveres som en bifangstkvote, der specielt skal bruges i forbindelse med forsøgsfiskeri efter forskellige arter i Østgrønland samt fiskeri efter rødfisk.

Torskekvoten i Østgrønland for i år er således 18.000 tons.

Naalakkersuisut har også besluttet, at der oprettes et havgående forsøgsfiskeri efter torsk i Vestgrønland på i alt 7.000 tons.

Forsøgskvoten skal fiskes i NAFO-området 1B – 1E. Forsøgskvoten, som er 100 procent landingspligtig, skal være med til at skabe beskæftigelse på kysten.