Demokraterne: Præster kan hjælpe med at forebygge selvmord

Kan præster hjælpe med at forebygge selvmord herhjemme? Det spørger medlem af Inatsisartut, Tillie Martinussen, Naalakkersuisut om i en række §37 spørgsmål om den nuværende indsats for at forebygge selvmord.
Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Inge S. Rasmussen
04. september 2015 15:22

Selv er demokrat-politikeren ikke i tvivl om, at der er et uudnyttet potentiale i landets præstegæld i den forebyggende indsats mod selvmord og tanker om selvmord.

Tillie Martinussen vil derfor høre om Naalakkersuisut har tænkt på at inddrage præsterne i arbejdet med at få Grønlands høje selvmordsrate bragt ned.

- Folkekirken nyder stor anseelse i befolkningen, anfører hun og peger på, at folkekirkens ansatte har stor erfaring med at agere sjælesørgere i forbindelse med begravelser.

Konkret foreslår Tillie Martinussen at præster måske som en midlertidig løsning kunne have lyst til at hjælpe med telefonrådgivningen for folk der går i selvmordstanker.

Hvis man har tanker om selvmord kan man ringe til den gratis telefonrådgivning Attavik 146.