Delte meninger om magten i Arktisk Råd

Mens Arktisk Råd kan i år fejre 20 års jubilæum, er der delte meninger om, hvem der reelt bestemmer i Arktis.
Foto © : Pernille Ingebrigtsen/Arctic Frontiers 2016
25. januar 2016 13:05

I år kan Arktisk Råd bryste sig af at have eksisteret i 20 år, og rådet bliver fra mange sider betegnet som en succes.

Det er meldingerne på den årlige konference Arctic Frontiers i Tromsø, hvor sekretariat for Arktisk Råd er placeret, og hvor en lang række udenrigsministre fra de arktiske nationer og repræsentanter fra arktiske befolkninger i disse dage er samlet.

Læs også Olsvig ønsker magtopgør i Arktisk Råd 

Blandt andre Norges udenrigsmister, Børge Brende, påpegede her, at det største rådet har opnået, er at fastholde freden i Arktis på trods af mange lande og selskabers økonomiske interesser i regionen.

 

Vittus: Husk den arktiske befolkning

Også Grønlands naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, VIttus Qujaukitsoq, betegner Arktisk Råd som et vigtigt organ.

Men i en tale på konferencen understregede han også, at Arktis ikke blot er et bevaringsværdigt område, men hjemsted for mange mennesker, der ønsker udvikling.

Noget, som af og til bliver overset i interessen for Arktis, mener han.

- Menneskene i Arktis er dem, som skal træffe de nødvendige beslutninger. Det er ikke op til andre lande udenfor Arktis at bestemme fremtiden for den arktiske region.

- Det er de arktiske folk, som selv skal fastlægge deres skæbne og fremtid i tæt samarbejde med vore internationale partnere, lød det fra talerstolen.

Læs også Nordnorsk by vækker stor Arktis-interesse

Samme holdning deler præsidenten for det samiske parlament, Aili Keskitalo. Hun frygter, at beslutninger om Arktis i endnu højere grad end i dag vil flytte til væk fra de, som til dagligt bor i Arktis

- Der er en generel fare for, at formningen af den arktiske politik trækkes ud af Arktis. Det er en reel bekymring, siger Aili Keskitalo til KNR.

Alligevel roser hun Arktisk Råd som organ.

- Når jeg alligevel kan lide Arktisk Råd, er det fordi, det er et godt eksempel, da det er det eneste internationale organ, hvor oprindelige folk sidder ved samme bord som medlemsstaterne, når man behandler sager. Så Arktisk Råd er måske det bedste, vi har. Men vi vil have på agendaen, at det også bliver sådan i fremtiden, siger Kesitalo.

Amerikansk formandsskab roser samarbejdsevner

Hos USA, der er i dag har formandsskabet i Arktisk Råd, mener talsmanden admiral Robert J. Papp, at oprindelige folk i Arktis bliver inddraget i beslutningerne i rådet.

- Jeg mener, at det arktiske folk bliver hørt, siger han til KNR.

Men de endelige beslutninger ligger hos hver enkel nation, der har områder i Arktis, lyder det.

- Jeg mener, at de suveræne nationer har ansvaret for at tage de endelige beslutninger. Men jeg mener, at Arktisk Råd formentlig er en af de bedste grupper, jeg har set i forhold til at samarbejde og tage meninger fra alle folk med i overvejelserne før beslutninger.